c

Office Manager til Skanska

Kunne du tænke dig at være kontorets omdrejningspunkt i en rolle, hvor du udfolder dit talent for administration og koordinering? Og trives du i et entreprenant miljø med sammenhold i fokus?

Velkommen til Skanska A/S
Det bliver dig, der sørger for vores administrative rutiner, og sikrer et godt miljø for kolleger og kunder. Du bliver en del af vores økonomifunktion, hvor vi er tre kolleger, der løser en bred vifte af opgaver inden for økonomi, ejendomsforvaltning, IT og support til de andre funktioner på kontoret og i Skanskakoncernen. Skanska A/S er i en udviklingsfase, og der kommer derfor flere kolleger til i den kommende tid.

Som vores office manager er det dig, der er ansvarlig for kontorets daglige drift. Du sørger for, at alle de administrative led hænger sammen, og du har øje for, hvad dine kolleger har brug for. Det er også dig, der modtager gæster, tager telefonen, svarer på mails og koordinerer større møder og events.

Herudover kommer du f.eks. også til at:

• håndtere eksterne/interne events, heriblandt rejsegilder, første spadestik samt kunde- og personalearrangementer.

• stå for vedligehold af serviceaftaler, kontorhold, kantineforening.

• være ansvarlig for modtagelse af nye kolleger samt opdatering af personalehåndbog, afvikling af interne møder.

• stå for fakturamodtagelse, bankafstemninger og lettere bogføring.

• blive kontaktperson til den svenske IT-afdeling og lokal IT-support, ligesom du står for at bestille IT-udstyr, telefoner mv. til dine kolleger.

Om os
Vi arbejder med ejendomsudvikling, byggeri og ejendomsinvesteringer. Skanska A/S er en del af en stor international bygge- og projektudviklingsorganisation.

Du får plads på vores nyeste kontor på Havneholmen i København, der ligger tæt på det pulserende liv i havnemiljøet, på Fisketorvet og i Kødbyen.

I Skanska A/S vil du komme til at arbejde sammen med 20 engagerede kolleger med forskellig baggrunde som ingeniører, arkitekter, økonomer mm. Vi sætter en ære i at samarbejde og lykkes sammen, og vi er gode til at hjælpe hinanden i hverdagen.

Vi brænder for at arbejde med kvalitetsbyggeri og mere bæredygtig byudvikling – og for at skabe de rammer, som vi skal bo og arbejde i. Nu og i fremtiden.

En familiær atmosfære og attraktive vilkår
Du vil hurtigt mærke den stærke kultur blandt dine kommende kolleger, som også har lyst til at se hinanden uden for arbejdstid til forskellige sociale og faglige arrangementer.

Herudover tilbyder vi naturligvis også frokostordning, pension og sundhedsforsikring og efteruddannelse mm.

Du yder service med et smil og er på forkant med tingene

Din uddannelse er ikke afgørende. Det vigtigste er, at du er udadvendt og imødekommende af natur, har et godt drive og tager initiativ og går struktureret til dine opgaver og har nemt ved at samarbejde.

Herudover kan du nikke genkendende til følgende:

• Du har nogle års erfaring fra en lignende rolle.
• Du har et grundlæggende kendskab til regnskab.
• Du har interesse og flair for IT på brugerniveau
• Du har gode skriftlige og mundtlige dansk- og engelskkundskaber – kendskab til svensk er en fordel, men ikke et krav.

Interesseret?

Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte rekrutteringskonsulent hos Jobindex Line Purup på 72 45 91 10.

Vi indkalder til samtaler løbende, så send dit CV og en kort ansøgning allerede i dag via dette link og senest den 26. februar 2024.

Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Sidst opdateret: 13-03-2024