c

Nordhuset opnår højeste miljøcertificering

Pressemeddelelser 02-07-2013 15:30 CET

Nordhuset bliver som den anden kontorbygning i Danmark LEED Platin-certificeret. Nordhuset ligger i det internationale erhvervsområde Scanport tæt på Københavns Lufthavn, Øresundsbroen, metroen og Den Blå Planet.

Nordhuset certificeret LEEd Platin

LEED (Leadership in Energy and Environmental Design) har til formål at fremme energieffektivt og miljøvenligt byggeri. Byggeriet betragtes ud fra et helhedsperspektiv med fokus på følgende fem områder: bygningens placering, vandforbrug, energiforbrug, materialevalg og ressourceforbrug samt indeklima. Dertil gives der point for særligt innovative løsninger. Bygningerne certificeres som henholdsvis Sølv, Guld eller Platin.

Nordhusets certificering som LEED Platin – den højeste certificering inden for LEED-ordningen – betyder, at kontorbygningen er miljøvenlig på en række punkter. Blandt andet har Nordhuset et lavt energi- og vandforbrug. Energiforbruget er 25 % lavere end kravet i det gældende bygningsreglement, og vandforbruget er 40 % lavere i forhold til et normalt forbrug, hvilket blandt andet er opnået ved, at der er installeret vandbesparende armaturer og toiletter.

Nordhusets kontorer er lyse og åbne. CO2-målerne i mødelokalerne og det effektive ventilationssystem sikrer et godt indeklima i form af en stabil temperatur samt ren og iltholdig luft, der giver medarbejderne gode forudsætninger for at være produktive hele dagen. For at spare på energien er der installeret automatisk lysstyring, der slukker belysningen, når bygningen ikke anvendes.

Nordhuset er bygget med bæredygtige materialer – mere end 20 % af de materialer, der er anvendt, er genbrugsmaterialer, og træet er FSC-certificeret træ. Derudover er Nordhuset placeret tæt på bus og metro, hvilket gør det nemt for medarbejderne at tage offentlige transportmidler til og fra arbejde.

”Nordhuset er i en klasse for sig og tjener som forbillede for Scanports og Skanskas fremtidige kontorbygninger. Der er taget højde for miljøet i alle dele af processen, fra planlægningsfasen, over byggefasen og i driften og vedligeholdelsen af Nordhuset. Vi ser en stigende efterspørgsel efter miljørigtige kontorbygninger med et lavt energiforbrug og et godt indeklima, der øger medarbejdernes produktivitet og trivsel. Flere og flere virksomheder stiller krav om, at deres kontorbygning skal miljøcertificeres. Ligeledes ser vi en interesse hos investorerne, der ønsker en fremtidssikker investering,” siger Elo Alsing, markedschef i Skanska.

Skanskas vision for Scanport er i de kommende år at udvikle en række moderne, bæredygtige kontorbygninger for vidensvirksomheder i Øresundsregionen og med arkitektur i verdensklasse. Senest har Ferring Pharmaceuticals valgt at flytte sit danske hovedkontor og sine globale udviklings- og registreringsaktiviteter til Scanport i 2016.

Email: Elo Alsing, Market Manager