c

Urban Partners og Skanska opfører fleksible storbyboliger i Ørestad

Pressemeddelelser 07-01-2026 08:10 CET
Den danske ejendomsinvestor og byudvikler Urban Partners har via fonden NSF V indgået en aftale med Skanska A/S om udvikling af et projekt med 210 boliger og 143 hotellejligheder på Ørestads Boulevard i København.
View A Ørestads Boulevard 31

Urban Partners vil imødekomme manglen på fleksible storbyboliger i Ørestad. Med afsæt i to forskellige koncepter for bolig og hotel skal en ny ejendom tæt på Bella Center tilbyde lejligheder samt hotellejligheder, der kan tilpasses det moderne bymenneskes individuelle behov. Fælles faciliteter og et attraktivt gårdrum skaber gode rammer for både spontane møder og planlagte aktiviteter blandt beboerne. 

Projektet er udviklet og opføres af Skanska A/S og bliver solgt til Urban Partners i en ”forward purchase”-handel, hvor betaling sker, når byggeriet er færdigt, hvilket forventes at være i sommeren 2028. Der er netop givet byggetilladelse og byggeriet forventes at begynde i løbet af foråret. 

Under hastig forandring 
”Ørestad og området omkring Bella Center er under hastig forandring, og interessen for fleksible, bynære boliger er stigende. I samarbejde med Skanska vil vi udnytte områdets centrale placering, som er tæt på metro, Bella Center, lufthavnen og rekreative områder, til at udvikle både boliger og hotellejligheder med fællesfaciliteter. Ved at tænke boliger, byrum og funktioner sammen fra start har Skanska skabt gode betingelser for et godt hverdagsliv med plads til at bo, arbejde og mødes, og vi er glade for at kunne bidrage til realiseringen af projektet,” siger Thomas Riise-Jakobsen, landechef i Urban Partners. 

Projektet bliver på seks etager og rummer 210 boliger og 143 hotellejligheder, der suppleres af fælles faciliteter som køkken, mødelokaler, café og tagterrasse. Boligdelen er på 8.400 m² og hoteldelen udgør 4.700 m² af det samlede projekt på 13.100 m². Gårdrummet bliver på 1.350 m².  Projektet opføres med træfacadeelementer for at reducere klimaaftrykket.

Efterspørgsel bliver større og større
I hele projektudviklingsperioden er efterspørgslen på mindre, fleksible boliger i København kun blevet større og større, hvilket har inspireret Skanska og Urban Partners at udvikle en løsning, der imødekommer både krav og ønsker til boligformer, der passer til den nye urbane livsstil. 

”Skanska har fokus på at udvikle projekter på gode beliggenheder, og Ørestads Boulevard 31 er et perfekt sted til en ny form for moderne bolig og livsstil, der er meget eftertragtet. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet om projektet med Urban Partners,” siger Peter Nymann-Jørgensen, adm. direktør i Skanska A/S. 

Det nye projekt udvikles på Ørestads Boulevard 31, som Skanska allerede ejer. Når bygningen står færdig, vil den lukke et af de sidste ”huller” i rækken af ejendomme langs metroen gennem Ørestad.
Urban Partners modtog i forbindelse med handlen rådgivning fra Bruun & Hjejle, PwC, Colliers, Nordic Hotel Consulting, mens Skanska A/S har haft Accura og EY tilknyttet. 

Fakta
Ejerskabet sikres gennem Urban Partners fond NSF V. 

Urban Partners overtagelse af ejendommen sker som en traditionel ”forward purchase”-handel, hvor betaling sker, når byggeriet er færdigt. 

Byggeriet starter i år og forventes afsluttet i 2028.

Skanska A/S er bygherre, Holscher Nordberg er arkitekter og Rasmus Friis er styringsentreprenør.

Ejendommen opføres som en betonkonstruktion med træfacadeelementer og skal opfylde kravene til DGNB Guld-certificering fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri. 

Oprindeligt var projektet tænkt som et modulært træbyggeri, men er efterfølgende tilpasset en betonkonstruktion. Hvor det har været muligt, er konstruktionen optimeret for at reducere klimaaftrykket, og projektet arbejder fortsat mod DGNB Guld certificering fra Rådet for Bæredygtigt Byggeri. Et af de konkrete tiltag er anvendelse af træfacadeelementer, som reducerer projektets samlede LCA med mere end 1 kg CO2q/m2/år (kg CO₂-ækvivalenter pr. kvadratmeter pr. år) i forhold til traditionelle facader.

Yderligere oplysninger
Claus Borkenfelt, principal, Urban Partners, 24447510
Peter Nymann-Jørgensen, adm. direktør, Skanska A/S, 21686102

Kontakter

Email: Peter Nymann, Company Manager