Herlev Kommune har givet byggetilladelse, så det store boligbyggeri Hørkær Have kan gå i gang. Det 22.739 m² store karréprojekt med udlejningsboliger til omkring 500 beboere er tegnet af C.F. Møller Arkitekter og færdiggøres i tre etaper fra december 2024 til juni 2025.
Hørkær Have kommer til at bestå af 264 boliger i op til 11 etager i en U-formet karré tæt på Herlev Torv, og med kun 500 meter til den kommende letbane samt 700 meter til Herlev Station.
Det er ejendomsudviklingsselskabet Skanska, der er bygherre på projektet, og som ser muligheder i at opføre og tilbyde lejligheder, der tager højde for den lokale efterspørgsel i Herlev.
”Der er fortsat stor efterspørgsel på lejeboliger, så derfor sætter vi gang i byggeriet af Hørkær Have på et tidspunkt, hvor flere i branchen forholder sig afventende. Det er et lidt udfordret marked, men der er en stærk interesse for nybyggede og energivenlige lejeboliger centralt i Herlev,” siger Kristian Møller Petersen, der er projektudviklingschef for Skanskas boliger.
Hørkær Haver får flere forskellige typer af lejligheder, der er interessante for singler, børnefamilier og seniorer. De kommende beboere kan vælge lejligheder på mellem to og fem værelser, og der er lagt særligt vægt på at etablere mindre lejligheder på 50 til 95 m², som er meget efterspurgte i området. Den gennemsnitlige lejlighedsstørrelse bliver på 85 m². Alle lejligheder får enten altan eller terrasse.
Grønne gårdmiljøer og tagterrasse
Lejlighederne omgives af moderne og tiltrækkende fællesarealer. Der kommer grønne gårdmiljøer, en tagterrasse, et drivhus og et mindre fælleshus med mødelokaler, kontorpladser til ”hjemmekontor”, køkken og fællesvaskeri, som alt sammen understøtter samvær og uformelle møder blandt beboerne. Fælleshuset bliver et mødested for beboere og lokalt foreningsliv.
Hørkær Have bliver bygget efter kravene til DGNB Guld, der er et af de højeste niveauer i et af de mest krævende bæredygtighedssystemer. Det betyder, at der bliver taget særlige hensyn til miljø, omgivelser og økonomi i både byggefase og drift af ejendommen. Fællesvaskeriet etableres med genanvendt regnvand og får delvist dækket elforbruget af solceller, mens selve byggeriet sker med brug af en række forskellige genbrugsmaterialer til lejligheder og fællesarealer. Hele 44 af de 264 parkeringspladser udstyres med opladere til elbil. Muligheden for at oplade miljøvenlige biler kan også blive tilgængelig for naboerne til Hørkær Have.
Boligbyggeri af høj kvalitet
”Der er et stort behov for et boligbyggeri af høj kvalitet i Herlev, som appellerer til en meget bred gruppe af beboere. Derfor får Hørkær Have lejlighedstyper, der passer til de behov man har i forskellige perioder af livet, hvad enten man er ung studerende, lige har etableret sig som børnefamilie eller er gået på pension. I Skanska lægger vi også stor vægt på, at byggeriet får en høj bæredygtighedscertificering. Derfor bliver der benyttet en række genbrugsmaterialer, miljøvenlige løsninger og opsat mange parkeringspladser til elbiler,” siger Kristian Møller Petersen.
Byggestart påbegyndes i december 2022. Første etape af Hørkær Have står færdigt i december 2024, anden etape i marts 2025 og tredje og sidste etape i juni 2025. Det bliver muligt at skrive sig op til en lejlighed i første etape af byggeriet fra foråret 2024 via en kommende hjemmeside.
Hørkær Have opføres af HHM A/S som totalentreprenør.
Yderligere oplysninger
Kristian Møller Petersen, projektudviklingschef, Skanska A/S, 20896417
Om Hørkær Have
Adresse: Hørkær 7-9, 2730 Herlev.
Bygherre: Skanska A/S.
Arkitekt: C. F. Møller Architects.
Ingeniør: WSP.
Totalentreprenør: HHM A/S.
Areal: 22.739 m².
Lejligheder 2-5 værelser: 264 stk.
P-pladser: 264 stk. heraf 44 stk. med lademulighed.
Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld.
Udlejning påbegyndes: Forår 2024.
Om Skanska
Skanska er en af verdens førende projektudviklings- og entreprenørkoncerner med ca. 30.000 medarbejdere i Europa og USA og en årlig omsætning på 147,6 mia. SEK (2021). I Danmark udvikler Skanska kontor, hotel og boliger i Storkøbenhavn og står bag mere end 400.000 kvadratmeter erhvervs- og boligprojekter. Vi har aktuelt ca. 90.000 m² egne projekter under opførelse.