c

FLSmidth flytter til nyt domicil på Havneholmen i København

Pressemeddelelser 08-09-2022 08:18 CET

To giganter i nordisk byggeri tager hinanden i hånden, når FLSmidth flytter ind i et nyt domicil, der opføres og udlejes af Skanska.

CPH Pulse visualisering

Københavns første kontorbyggeri, der er præcertificeret til DGNB Platin, er ved at blive opført på Havneholmen i København, og FLSmidth har allerede lejet det som nyt domicil. FLSmidth tager dermed et stort spring ind i en mere bæredygtig fremtid, når koncernen i 2025 flytter fra egne rammer og ind som lejer i CPH Pulse, som bliver det sidste af Skanskas byggerier på Havneholmen.

CPH Pulse bliver det første kontorbyggeri i København, der opnår den højeste bæredygtighedscertificering kaldet DGNB Platin. Der er fundet innovative løsninger for at opnå platincertificeringen, bl.a. bliver facaden beklædt med genbrugstegl fra nedrevne byggerier, der kommer solceller på taget, der forbindes til fjernkøl og der bliver masser af plads til cykelparkering. 

CPH Pulse udgør med fællesarealer 16.830 m². Heraf har FLSmidth lejet hovedparten på samlet 13.404 m².    

Både Skanska og FLSmidth har stærkt fokus på at bringe byggebranchen ind i en mere bæredygtig fremtid og derfor passer de to parter godt til hinanden. 

“Vi har som virksomhed et stærkt fokus på bæredygtighed i vores kerneforretning med en målsætning om at levere teknologi til nuludledning i minedrift og cementproduktion. Så det at flytte ind i en af de mest bæredygtige bygninger i København er både spændende og logisk. Vi ser frem til at flytte ind i dette topmoderne og fleksible kontorbyggeri, der understøtter vores måde at arbejde på,” siger Annette Høi Butt Terndrup, juridisk chef i FLSmidth. 

Afslutter mange års byudvikling
Skanska har i mere end ti år stået for udviklingen af Havneholmen fra et nedslidt industriområde til et livligt og varieret storbymiljø ved og på vandet i havnen. Havneholmen er udviklet til at være rammen om en hverdag, der integrerer kontorer, boliger, shopping, vandsportsaktiviteter og andre faciliteter til fritidslivet. Det hele med sigte på at skabe kvalitet for alle, der opholder sig i området. 

”Med CPH Pulse afslutter vi mange års byudvikling af Havneholmen, og skaber sammenhæng i området. Det er et projekt med et stærkt fokus på mere bæredygtighed og medarbejdertrivsel, som samtidig kan løfte de mange nye krav til fleksible kontorarbejdspladser. Vi er glade for at kunne byde velkommen til FLSmidth, der passer rigtigt godt til den gruppe af virksomheder, vi har udlejet domiciler til på Havneholmen,” udtaler Peter Nymann-Jørgensen, adm. direktør for Skanska. 

Nem adgang med Metro, S-tog og bil
En kommende metrostation åbner i 2024 - kun få meter fra hovedindgangen på FLSmidths nye domicil. Dybbølsbro Station servicerer området med adgang til S-tog, og det bliver nemt for medarbejderne at tage bil eller cykel, da der er nem adgang til ind og ud af byen fra Havneholmen. 

CPH Pulse får en café i stueetagen. Bygningen får derudover 1.030 m² fælles faciliteter i kælderen, bl.a. med omklædning, cykelparkering og cykelværksted og kajakopbevaring. På de øverste etager kommer der tre tagterrasser med en enestående udsigt over byen og havnen. 

Byggeriet er påbegyndt og forventes afsluttet ved udgangen af 2024. De øverste tre etager af det 10 etager høje hus vil blive udlejet under opførelsen. 

CPH Pulse er tegnet af arkitektvirksomheden Holscher Nordberg, der også har tegnet naboejendommen CPH Highline og Skibbroen på Havneholmen. 

KPC København er totalentreprenør på projektet.

Kontakter

Email: Peter Nymann-Jorgensen, Adm. direktør