Skanska og fødevareforarbejdningsvirksomheden Espersen har netop indgået en lejeaftale på 1.350 m2 i den nyopførte DGNB certificerede flerbrugerejendom Scanport Glasværk.
Lejemålet vil stå klar til overtagelse den 1. september 2022, og vil danne rammen om Espersen’s administrative funktioners fremtidige arbejdsplads. Ved flytningen samler Espersen alle funktioner fra Fredericia og København i det nye kontor.
”At valget er faldet på netop Scanport er ikke en tilfældighed. Beliggenheden ved lufthavnen giver nem adgang til vores internationale aktiviteter for vores medarbejdere og samarbejdspartnere. Samtidigt giver kontoret os en god mulighed for at samle vores danske lokationer.” udtaler Klaus B. Nielsen, adm. direktør i A. Espersen A/S.
Scanport Glasværk er tegnet af arkitektfirmaet Schmidt Hammer og Lassen. Ejendommen er på i alt 5 etager, og er placeret ovenpå en stor fælles parkeringskælder med i alt 200 pladser. Derudover er der masser af parkeringsmuligheder på terræn, og lejerne i bygningen vil desuden få adgang til en række fællesfaciliteter i bygningen, som kantine, møderum, bade- og omklædningsfaciliteter samt til rekreative udendørsanlæg i form af outdoor gym, padelbaner, badebro og udendørs saunaer.
Med udlejningen til Espersen er det kun 2 sal. i bygningen på 995 m2 som kan lejes.
”Vi er utroligt glade for at Espersen har valgt at flytte deres administration til Scanport, der med en optimal infrastruktur og et unikt maritimt nærmiljø, vil kunne tilbyde medarbejderne nogle inspirerende rammer at arbejde og opholde sig i. Derudover vil den bæredygtige bygning, være med til at øge medarbejdernes trivsel, motivation og velvære.” udtaler Elo Alsing, markedschef i Skanska A/S.
Nyt erhvervsområde med unik placering
Scanport er et nyt internationalt erhvervsområde med første parket til Øresund. Området ligger imellem Københavns Lufthavn og Den Blå Planet, blot 300 meter fra Kastrup Metrostation og med hurtig adgang til regionaltog, motorvejsnettet og Øresundsbroen. Scanport er oplagt for virksomheder med internationale samarbejdspartnere samt virksomheder med tilknytning til Københavns Lufthavn eller Sydsverige.
Området er i rivende udvikling.
I maj 2021 åbnede det nye hotel Scandic CPH Strandpark med 350 værelser, konference- og mødefaciliteter, samt wellness, restaurant og skybar, og til april flytter Ferring Pharmaceuticals med deres 650 medarbejdere fra Ørestad til deres nye domicil i Scanport.
Fremtidsplaner for området
Skanska har yderligere ca. 45.000 kvadratmeter under udvikling i området, hvor fokus også fremadrettet vil være på at udvikle sunde, bæredygtige og attraktive faciliteter for kommende virksomheder i området.
Visionen for Scanport er at udvikle et attraktivt erhvervsområde med en blanding af hotel, domiciler og flerbrugerhuse samt et spændende nærmiljø, og med Øresund lige ude for døren og Amager Strandpark tæt på, kan der allerede tilbydes masser af rekreative muligheder i området.