c

Rejsegilde på Ø Huset

Den 12. juni holdt Skanska rejsegilde på boligprojektet Ø Huset, som ligger centralt i Ørestad. Omkring 150 personer var mødt op for at markere milepælen.

Trine Schou Berg, Projektchef i Skanska og ansvarlig for byggeriet af Ø Huset.

Rejsegildet blev afholdt i den del af byggeriet, der fremtidigt bliver en REMA 1000-butik. Repræsentanter fra Skanska, Sjælsø Management, Vilhelm Lauritzen Arkitekter, REMA, Heimstaden og håndværkere var blandt de fremmødte.

Fællesskab i fokus

Ø Huset er skabt ud fra et koncept om samhørighed. I midten af de fire boligblokke kommer en ”grøn ø” med græsarealer og faciliteter som borde, bænke, legepladser og grillpladser. Det grønne område binder boligerne sammen og skal fungere som et uderum, hvor beboerne kan interagere og børnene lege.

Åbenheden i bebyggelsen ud mod de omkringliggende områder sikrer et fællesskab med omgivelserne og en integration med Byparkens grønne arealer.

Stærk samarbejde i byggeriet

Fællesskabet er ikke kun centralt i boligernes fysiske udformning og integration med nærområdet. Også byggeriets forskellige aktører arbejder tæt og godt sammen om at nå milepælene.

Trine Schou Berg, projektchef i Skanska, forklarer om byggeriet: ”Det, der kendetegner pladsen her, er vores enormt gode samarbejde og fællesskab. Vi passer på hinanden, og alle bidrager med værdifulde indspark til arbejdet. Og så fejrer vi, når det lykkes, selv med de små ting. Det, tror jeg, er meget vigtigt at gøre.”

Om Ø Huset

Ø Huset er et boligprojekt i Ørestad, der omfatter 300 lejligheder fordelt på 27.400 kvadratmeter. Ø Huset har fået sit navn fra den grønne ø af græs, der kommer til at ligge i midten af de 4 boligblokke. Øen fungerer som samlingspunkt for bebyggelsens beboere.

Læs mere om Ø Huset her

Se film om sikkerhedsarbejdet på Ø Huset

Del
Sidst opdateret: 13-06-2017