c

Nyt byrum i Ørestad indviet

Byggearbejdet omkring de to søsterbygninger på Ørestads Boulevard 41-45, der huser Sweco, Telia og Hotel Ibis Styles, er afsluttet. Det blev markeret med en indvielse af den nye plads mellem de to bygninger og en ny bro til metroen og boulevarden.

Det blev en festlig lejlighed, da medarbejderne fra bl.a. Sweco, Telia og Sønderjysk Forsikring var med til at indvie den nye forplads ved Ørestads Boulevard 41 og 45. Skanska havde inviteret på mad og drikke og musik med DJ Katrine Ring. Pladsen er åben for alle, der vil nyde et hvil på opholdsområdernes bænke mellem plantekasser, hvor beplantningen er udvalgt med hensyn til at fremme biodiversiteten.

Pladsen var ikke det eneste, der blev indviet. Det samme gjorde en ny bro til gående og cyklister, som Skanska og Sweco har anlagt for at skabe bedre forbindelse mellem kontorbygningerne og metroen og Ørestads Boulevard. Forplads og bro skaber dermed et nyt sammenhængende offentligt byrum i Ørestad.

Sidste del af omfattende projekt
Arbejdet med at anlægge forpladsen og broen var sidste del af et omfattende projekt, som Skanska startede med Swecos hovedkvarter, der blev opført i 2018, og kontorbygningen Nest 45, der blev opført ved årsskiftet i år. Her bor Telia og Hotel Ibis Styles, da bygningen også rummer et hotel. I starten af juli flytter også Sønderjysk Forsikring ind.

Med færdiggørelsen af byggerierne og det nye byrum, har den sidste håndværker og entreprenørmaskine forladt området, hvor roen nu kan lægge sig over et mere uforstyrret hverdagsliv.

”De to søsterbygninger er i alt på ca. 25.000 m² og udgør samlet set det største byggeprojekt, Skanska har opført i Ørestad. Med indvielsen af forpladsen og broen til fodgængere og cyklister er vi nu endelig helt færdige. Vi har på mange måder vist en ny vej frem med de to kontorbygninger, som rummer store indendørs fællesarealer og fleksible rum til moderne kontorarbejde. Kombinationen af kontor og hotel i Nest 45 er også ret vellykket, fordi medarbejderne kan benytte sig af hotellets restaurant og cafe efter arbejdstid. Vi håber, at den nye bro og forplads vil være til glæde for jer alle og skabe god synergi i området,” sagde Elo Alsing, markedschef i Skanska, da snorene blev klippet over.

Medarbejderne i de forskellige virksomheder fik også en tak med på vejen:

”Med denne lille fest, vil vi også gerne anerkende ikke mindst medarbejderne i Sweco for deres tålmodighed i de seneste par år med byggestøj og mange byggeaktiviteter. Det gælder selvfølgelig også Telias medarbejdere og gæsterne hos Hotel Ibis Styles, der har måttet lytte med i de første måneder fra deres nye kontorer og hotelværelser, men det er heldigvis overstået nu,” lød det fra Elo Alsing.

Læs mere om Swecos kontor

Læs mere om kontorbygningen Nest 45

Indvielse af forplads-Sweco-Nest 45_8
1 / 7
Indvielse af forplads-Sweco-Nest 45_5
2 / 7
Indvielse af forplads-Sweco-Nest 45_2
3 / 7
Indvielse af forplads-Sweco-Nest 45_10
4 / 7
Indvielse af forplads-Sweco-Nest 45
5 / 7
Indvielse af forplads-Sweco-Nest 45_12
6 / 7
Indvielse af forplads-Sweco-Nest 45_15
7 / 7
Sidst opdateret: 23-06-2023