c

Første spadestik på Scandic CPH Strandpark

Fredag den 6. april blev første spadestik taget til et helt nyt Scandic hotel. Hotellet bliver placeret i det internationale udviklingsområde Scanport ved Københavns Lufthavn, tæt på Øresundsbroen og som nabo til Den Blå Planet.

Første spadestik på Scandics nye hotel

Filmen viser højdepunkterne fra arrangementet og har desuden interviews med Scandic, Borgmesteren i Tårnby, Allan S. Andersen, Skanska samt SHL Arkitekter.

Det nye Scandic CPH Strandpark hotel kommer til at ligge lige ud til et aktivt maritimt miljø med havn på hver side. Med et stort indgangsparti og tagterrasse på 11. etage åbner hotellet sig dermed op mod alle dele af Scanport.
Hotellet er på 19.000 kvadratmeter og består af 357 værelser, konferencefaciliteter til 400 personer og parkering til 170 gæster.

Forretning og fritid

Scandic vil foruden konferencefaciliteter, bl.a. byde gæsterne på sky-bar, motionscenter, poolområde og restaurant. Ifølge Jens Mathiesen, adm. direktør for Scandic i Danmark, byder de nye rammer bl.a. på gode muligheder for at kombinere forretning og fritid.

”Vi glæder os utrolig meget til at se, projektet tage form. Vi har sammen med Skanska udviklet et spændende koncept for det nye lufthavnshotel, som kombinerer business og leasure på den helt rigtige måde. Vi kan bl.a. tilbyde vores gæster et internationalt forretningsmiljø med en helt unik placering ud til Øresund. Der er gode parkeringsmuligheder og gåafstand til metro til det centrale København. ”

Scandic kombineres med kontorhus

Sideløbende med byggeriet af hotellet opfører Skanska et kontorhus med ca. 400 arbejdspladser. Kontorhuset forventes at blive udlejet til forskellige internationalt orienterede virksomheder, der nemt kan benytte hotellets service og konferencefaciliteter tæt på Lufthavnen og Øresundsbroen. Byggeriet forventes afsluttet i 2020.

Udviklingen af et internationalt erhvervsområde

Visionen for Scanport er at udvikle et internationalt erhvervsområde med bygninger af høj arkitektonisk kvalitet og et aktivt miljø med aktiviteter.

Foruden Scandics nye hotel, er Ferring Pharmaceuticals nye domicil på 30.000 kvadratmeter under opførelse. Skanska har yderligere ca. 45.000 kvadratmeter til kommende kontordomiciler og flerbrugerhuse i Scanport.

 

Sidst opdateret: 09-04-2018