c

Beboere sammen om grønt fællesskab

Altaner og fællesarealer bliver taget i brug, når en række beboere i C.F. Møllers Have mødes i et nyt grønt fællesskab, hvor der plantes, bygges insekthoteller og tales om biodiversitet.

Sammen med virksomheden TagTomat har Skanska sat rammerne om opstarten af et grønt fællesskab for beboerne i C.F. Møllers Have. Ikke mindre end 23 beboere mødte op til den første samling i fællesskabet.

”Vi havde en fantastisk hyggelig eftermiddag med forspiring af tomater, chili og meget mere. Deltagerne tog også lidt ekstra frø med op til deres altankasser og der ligger såjord og potter klar i orangeriet, så beboerne senere kan plante om i større potter,” fortæller naturvejleder Julie Holm fra TagTomat.

Hun er som projektleder ansvarlig for at løbe det grønne fællesskab så godt i gang, at det efterfølgende bliver en aktivitet som beboerne i C.F. Møllers Have selv driver videre.

TagTomat_CF-Møllers_have_2024-02-28_174103309.jpg

Det grønne fællesskab er sat i verden af Skanska, som med initiativet både vil skabe et godt naboskab i den nybyggede boligejendom og gøre noget mere for formidling af biodiversitet i bymiljøet, og det er noget beboerne har taget godt imod.

”Det har bragt os tættere på vores naboer at plante frø sammen med dem, og det gjorde samtidig genbrug og havearbejde til en sjov form for læring,” siger Thierry Boissière, en af de beboere, der deltager i det grønne fællesskab.

Interesse for miljø, klima og biodiversitet
”80 procent af beboerne i C.F. Møllers Have er under 35 år, og mange i den aldersgruppe har en stor interesse for miljø, klima og biodiversitet. Det vil vi gerne understøtte, og samtidig ønsker vi at arrangere nogle events, hvor beboerne kan mødes og lære hinanden at kende. Derfor bad vi TagTomat om at give os en hånd, da deres folk er rigtigt gode til at lære fra sig og skabe et fællesskab om grønne tiltag i byerne,” forklarer Peter Hartung, projektleder i Skanska.

I den første uge af april samles deltagerne igen om at bygge insekthoteller, og senere på foråret tager de en tur ud på den nærliggende Amager Fælled for at lære mere om lokalområdets biodiversitet.

”Jeg er spændt på at se, hvad der vokser hurtigst. Vores fællesskab eller planterne, personligt hepper jeg på begge dele,” fortæller Frederik Bay, der også deltager i det grønne beboerfællesskab.

IMG_8094.jpg

Næsten fuldt udlejet på kort tid
C.F. Møllers Have er næsten fuldt udlejet få måneder efter, at de første beboere flyttede ind i december. Der er omkring 20 delevenlige 2-værelses lejligheder tilbage at vælge mellem i ejendommen, der også rummer 3- og 4-værelses lejligheder.

Læs mere om TagTomats indsats for grønne byrum og fællesskaber

Sidst opdateret: 23-05-2024