c

Første spadestik taget til Hørkær Have

Der kommer nu fuld fart på Skanskas opførelse af Hørkær Haves 264 lejelejligheder i et nyt urbant boligområde i Herlev, der vil vække opsigt udover kommunegrænsen. Mandag den 9. januar tog borgmester Thomas Gyldal Petersen første spadestik til byggeriet.

Fra venstre: Peter Nymann-Jørgensen, adm. direktør i Skanska A/S, Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev Kommune, og Peter Carstensen, direktør for totalentreprenøren HHM.

Om mindre end to år kan de første af Hørkær Haves kommende 500 beboere flytte ind. De indledende øvelser med at etablere byggepladsen i Marielunds gamle erhvervskvarter er overstået, og mandag den 9. januar blev det første spadestik taget til det 22.739 m² store byggeri.

Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen, gav en hånd med spadestikket og blev suppleret af Peter Carstensen, der er direktør for totalentreprenøren HHM, og Peter Nymann-Jørgensen, der er administrerende direktør for Skanska.

”Projektet passer rigtigt godt ind i Herlev Kommunes ambitioner for udviklingen af Marielund fra et rendyrket erhvervsområde til en ny urban bydel med en blandet beboersammensætning. Her skabes et foregangsområde for bæredygtighed, og et sted, hvor beboerne mødes og sammen skaber et levende byliv tæt på stationen og den kommende letbane,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Hørkær Have vil bestå af 264 boliger i op til 11 etager i en U-formet karré, der omkranser et stort gårdrum med orangeri, fælleslokale og grønne opholdsområder. De kommende beboere får nem adgang til Herlev Torv, og kun 500 meter til den kommende letbane samt 700 meter til Herlev Station.

Nyt boligområde med moderne kvaliteter
Det er ejendomsudviklingsselskabet Skanska, der er bygherre på projektet, og ser muligheder i at opføre og tilbyde lejligheder, som tager højde for den lokale efterspørgsel i Herlev, hvor Hørkær Have bliver en del af et stort, nyt boligområde med en række moderne kvaliteter, der vil vække opsigt også udenfor Herlevs kommunegrænse.

”Hørkær Have bliver et udlejningsbyggeri i høj kvalitet. Lejlighederne er i varierende størrelser fra 2-5 værelser, så der er plads til både singler, nyetablerede børnefamilier og pensionister, der drømmer om at bo centralt i Herlev, og samtidig opleve glæden ved det grønne gårdrum, der indbyder til fællesskab på tværs af generationerne. Hørkær Have certificeres til DGNB Guld, hvilket betyder, at byggeproces og drift lever op til meget høje krav til miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed,” fortæller Peter Nymann-Jørgensen, administrerende direktør for Skanska.

Lastbiltrafik til mindst mulig gene
Der er gang i flere byggerier i Marielund og derfor har Skanska og totalentreprenøren HHM aftalt med de andre bygherrer og entreprenører i området, at den tunge lastbiltrafik koordineres, så aktiviteten i området generer omgivelserne mindst muligt i de kommende år. Første etape af Hørkær Have står færdigt i december 2024, anden etape i marts 2025 og tredje og sidste etape i juni 2025. Det bliver muligt at skrive sig op til en lejelejlighed i første etape af byggeriet fra foråret 2024 på projektets kommende hjemmeside.

Om Hørkær Have
Adresse: Hørkær 7-9, 2730 Herlev.
Bygherre: Skanska A/S.
Arkitekt: C. F. Møller Architects.
Ingeniør: WSP.
Totalentreprenør: HHM A/S.
Areal: 22.739 m².
Lejligheder 2-5 værelser: 264 stk.
P-pladser: 264 stk. heraf 44 stk. med lademulighed.
Bæredygtighedscertificering: DGNB Guld.
Udlejning påbegyndes: Forår 2024.

Læs mere om projektet 

Skanska-Hørkær Have-første spadestik-spade i jord
1 / 6
Skanska-Hørkær Have-første spadestik-Skanska-Borgmester-HHM
2 / 6
Skanska-Hørkær Have-første spadestik-jord kastes
3 / 6
Skanska-Hørkær Have-første spadestik-kaffe og vidensdeling
4 / 6
Skanska-Hørkær Have-første spadestik-kaffe og hygge
5 / 6
Skanska-Hørkær Have-første spadestik-regnly
6 / 6
Sidst opdateret: 09-01-2023