c

Skanska sælger historisk bygning i Scanport

Pressemeddelelser 03-12-2015 09:52 CET

Byggeselskab Mogens de Linde A/S køber Bryggergården til overtagelse den 1. april 2016. Den 5.000 m2 store Bryggergård ligger som nabo til Den Blå Planet og Scanport havn, og indeholder både lejeboliger og kreativt erhverv.

Kystens perle med gæster

De kreative lejere i Bryggergården er blandt andet destilleriet Copenhagen Distillery, plakatstudiet Vissevasse og interiørbutikken Object and Use. Dertil har Café Kystens Perle også til huse i ejendommen. Endelig har den historiske bygning lagt lokaler til musikvideoer, modeshows, lokale foreningsarrangementer og forskellige pop-up-events.

”Skanska har arbejdet længe for at skabe et område, som tiltaler kreative kræfter og iværksætteri. Aktiviteterne mener vi, vil være med til at tilføre området liv, involvere lokalsamfundet og gøde jorden for fremtidens erhvervsområde. På den måde vil vi sætte Bryggergården og Scanport på landkortet. Derfor er vi glade for at Byggeselskab Mogens de Linde har valgt at købe Bryggergården og videreføre den vision,” siger Ib Kaa, forretningsudvikler i Skanska i Danmark.

”Vi overtager ejendommen for at videreføre det projekt, Skanska har startet. Vi ser mange muligheder i Bryggergården – i det kreative miljø og de historiske rammer. Så er det naturligvis også interessant for os, at området er inde i en spændende udvikling,” udtaler Mogens de Linde, Byggeselskab Mogens de Linde A/S

Om Bryggergården og Scanport

Skanska færdiggjorde i 2008 en gennemgribende udvendig renovering af den ca. 250 årige fredede ejendom. Senere renoverede man havnen, og påbegyndte både den omkringliggende park og senest havnepladsen. Alt sammen for at skabe og beholde et aktivt og attraktivt miljø i og omkring det 90.000 kvadratmeter store erhvervsområde, Scanport.

I Scanport vil Skanska over den kommende årrække etablere flere kontorhuse og et hotel. I området findes allerede kontorhuset Nordhuset og i 2016 påbegynder medicinalvirksomheden Ferring byggeriet af deres ca. 30.000 m2 store domicil. Scanport ligger langs Amagers Østkyst direkte ud til Øresund, lige op af Den Blå Planet, Øresundsbroen og Københavns Lufthavn.

Kontakter

Email: Peter Nymann-Jorgensen, Adm. direktør