Historie

Skanskas oprindelse går tilbage til 1887, hvor AB Skånska Cementgjuteriet begyndte at fremstille betonprodukter. Firmaet udviklede sig til en byggevirksomhed. I det 20. århundrede spillede virksomheden en vigtig rolle i udviklingen af Sveriges infrastruktur og bevægede sig i 1950’erne for alvor ind på de internationale markeder, og ”Skanska” blev det officielle navn.

Skanska er i dag strømlinet til byggeri og udvikling af boliger samt erhvervsejendomme og infrastruktur – primært på udvalgte hjemmemarkeder i Europa og Amerika. I USA rangerer Skanska blandt de største i byggesektoren.

Skanska i Danmark
Skanskas historie i Danmark går tilbage til 1931, hvor Christian Gottfred Jensen grundlagde entreprenørfirmaet C.G. Jensen. I 1961 overtog Skanska aktiemajoriteten. Senere opkøbtes flere selskaber, og navnet ændredes siden til Skanska Danmark.

 

Som en konsekvens af Skanska-koncernens nye strategiske fokus, frasolgtes entreprenørforretningen i slutningen af 2007. I dag består Skanskas danske aktiviteter af Skanska Bolig A/S, Skanska Øresund A/S og Skanska Asfalt A/S.